Intet nyt fra den sociale front.
Af Mikkel Nyeland Handberg og Alberte Gry Thomsen
Vi brækker bagskærmen af på et par ældgamle dumbphones, indsætter vores SIM-kort og kysser vores iPhones farvel. Fra søndag aften til fredag formiddag er iPhones og sociale medier gemt væk i mørk skuffe. En Nokia 2330 fra 2009 og en næsten lige så gammel Doro 6051 skal hjælpe os til at forstå, hvor afhængige vi er af vores smartphones – af rejseplanen, af DSB-appen, af Facebook og Instagram.
Inden forsøgets start, bevægede vi os ind på et af de mest frygtindgydende steder, man kan gå hen på en telefon. Skærmtid.
Disclaimer: Forud for forsøget havde Mikkel ikke slået sin skærmtid til, derfor har vi ikke et fuldkomment billede af, hvor lang tid han bruger i alt på sine apps om ugen. Havde vi haft tal for hele hans uge, havde ‘Skærmtid i alt’ og ‘Mest brugt’ kategorierne været højere.
Mikkels skærmtid
Albertes skærmtid
Vi var mildest talt chokerede. Vi vidste, at vi brugte dem meget i løbet af dagen. At det var så meget, havde vi ikke forestillet os. For der sker jo ikke nok derpå til, at man burde være der i så lang tid. Derfor besluttede vi os for at prøve at leve uden dem i knap fem dage for at konfrontere afhængigheden. For at det blev officielt, udarbejdede vi en kontrakt og skrev under. Fra forsøgets start til slut, har vi ført dagbog, hvori vi har beskrevet både alt fra fantomvibrationer til øget nærvær.
Antallet af smartphones er stigende. Ifølge Danmarks Statistik havde 85 procent af befolkningen en smartphone som privatperson i 2020. Derudover viser DR’s rapport Medieudviklingen 2022, at i 2012 brugte danskerne i gennemsnit 47 minutter om dagen på deres smartphones. I 2022 brugte de i gennemsnit 97 minutter.
En meningsmåling fra 2023, som MEGAFON har lavet for Politikken, viser:
Samme undersøgelse viser hvor mange timer, den voksne befolkning bruger på deres mobil om dagen.
En ud af fem svarer, at de inden for de to seneste år har forsøgt at begrænse deres skærmforbrug, uden at det er lykkedes dem. Hver fjerde ser tiden, de bruger foran en skærm, som et problem.
Det er de 18-29-årige, der har det største tidsforbrug på mobilen. Aldersgruppen har i gennemsnit en skærmtid på fem timer eller mere om dagen, viser en undersøgelse fra YouGov.
Mikkels dagbogs har den blå baggrundsfarve og Albertes har den grønne.
Mandag
Verdens kedeligste bad
Mandag morgen går jeg i bad, som jeg plejer. Men noget føles anderledes. Mit sædvanlige soundtrack af podcasts, musik og radio er stumt, og jeg hører kun lyden af bruseren, og vandet som rammer gulvet. Min morgenrutine er som at se en film uden lyd.
Ingen kontakt med moderskibet
Jeg ligger under dynen og ser den sene mandagskamp i Premier League. Tottenham – Chelsea. Der er gang i kampen. Mål og udvisninger. Jeg rækker ud efter min telefon et par gange. Jeg plejer at skrive sammen med mine fodboldvenner fra min hjemby over en Messenger-gruppe, når der er fodbold i fjernsynet. Det ærgrer mig, at jeg ikke kan skrive med dem i aften.
Køkkenangst
Ude i køkkenet står jeg og falder i staver over en nybagt ciabattabolle. Mine tanker kredser om min “rigtige mobil”, der ligger slukket i skuffen, og om alt det der foregår på de sociale medier. Alt det jeg ikke må kigge på. Gad vide, hvad der bliver lagt op i dag, uden jeg nogensinde kommer til at vide det? Jeg tager mig selv i at føle angst over det. Det føles, som om en kvalme breder sig i mig. Og en klump vokser sig stille større og større i halsen. Angsten passerer heldigvis hurtigt, idet jeg begynder at fokusere på noget andet.
MitID…
Tidligt på dagen opstår mit første problem. Jeg kommer i tanke om, jeg har en tid ved lægen dagen efter, men jeg kan ikke huske hvornår på dagen. Jeg gransker mit hoved for en løsning udenom MitID, som skal bruges hver gang, man logger på deres hjemmeside. Vejen udenom MitID findes bare ikke, så der er ingen anden mulighed end at ringe.
Højtalerfunktionen har mobilen ikke, så jeg er tvunget til at holde min lille mursten, der ikke er meget større end en müslibar helt op til øret, så jeg kan høre, hvornår det er min tur. Jeg synes, det er pinligt. I min normale dagligdag ville jeg ikke skulle belemre lægesekretæren med min henvendelse. Da jeg kommer igennem, griner hun lidt af mig for at ringe over så simpel en ting.
Danmark er det andet mest digitaliserede land i EU, kun snært overgået af Finland. 5,2 millioner danskere bruger MitID. I 2022 var der 72 millioner besøg på Borger.dk. Lidt over to millioner danskere har installeret en Sundhedskort-app på deres telefon, og for kørekort-app’en er tallet næsten det samme. Vi er i høj grad afhængige af vores telefoner. Det er ikke en klinisk afhængighed som alkoholisme. Men en rent praktisk afhængighed for at kunne begå os i samfundet, gå til læge, finde vej et ukendt sted eller betale på mobilepay. Vores iPhones gør vores liv lettere, og alle kan vist være enige om, at de er ret geniale.
Men måske er de for geniale? For vores smartphones er skabt til at fastholde vores opmærksomhed:
“Vi ender med at bruge fem og en halv time, selvom vi egentlig bare havde tænkt, at vi lige skulle tjekke en Messenger-tråd om et arrangement, der foregår om to uger. Men det er bare ikke det, vores smartphone inviterer os til. Den inviterer til ‘hov, nu har jeg dig. Så sætter jeg en krog i dig, og nu fastholder jeg dig’”, fortæller David Madsen, der er psykolog og ekspert i digitale vaner.
Måden vores smartphone fastholder os på stammer fra en gammel adfærdspsykologisk retning, nemlig operantbetingning, som drager os ved at give varierede belønninger. Operantbetingning kommer fra et rotteforsøg af Burrhus Frederic Skinner:
“Han lavede en kasse med en pedal. Så lagde han en sulten rotte derned, og den her rotte fandt ret hurtigt ud, at når den hamrede på pedalen, så ville den få en belønning. Det gjorde den, men på et tidspunkt så bliver den her rotte jo mæt, og så stopper den med at hamre på pedalen. Og så tænkte Skinner: “Kan jeg alligevel manipulere dens adfærd til at fortsætte med at hamre på pedalen, selvom den er blevet mæt?”. Skinner installerede et varieret belønningssystem, hvor rotten ikke længere vidste, om den ville få én belønning, ti belønninger eller slet ingen belønning. Hvis man oversætter det ind i de digitale medier, så kan man se, at man scroller ned på sin Facebook, fordi man ikke ved, hvad det næste er. Man ved heller ikke, om man får ti likes, et like eller slet ingen likes på sit nye profilbillede, man har lagt op.”
Det er disse digitale belønninger og forventningen til, at der sker noget spændende på det næste vi scroller hen til, som udløser neurotransmitteren dopamin. Dopamin udløses også når man laver andre lystbetonede aktiviteter for eksempel at spise mad eller dyrke sex.
Tirsdag
Public humiliation
Jeg var på vej med 5A’eren mod Marselisborg (hvilket i sig selv var et held uden rejseplanen), da Doroen valgte at udbasunere sin bippende Y2K-agtige ringetone, så alle bussens passagerer kunne høre, at jeg lever 20 år tilbage i tiden. Jeg blev så forlegen, at jeg afviste min storebrors opkald med det samme og sendte en SMS. “Er på vej. I bussen.”.
Sprøde svær, men ingen beviser
Hjemme hos min storebror bliver jeg bevidst om min manglende forlængelse. Frederik og hans kæreste Maria havde for første gang lavet flæskesteg – og de sprøde svær var så vellykkede, at de blev dokumenteret på Instagrams Story-funktion. Hvad jeg nok også ville have gjort, hvis jeg havde haft min iPhone med mig.
I løbet af aftenen lagde jeg mærke til, hvordan alle i selskabet med en iPhone (det vil sige alle andre end mig) cirka hver halve time åbnede deres telefon og kort tjekkede op på omverdenen. Jeg føler stadig ikke, at jeg er gået glip af noget.
En hemmelighed i lommen
Jeg følte mig sej i går. Det var som om, jeg havde en hemmelighed i lommen, ingen andre kendte til. I dag føler jeg mig lidt modløs. Jeg tænker næsten ustoppeligt på min mobil og mest af alt på, hvad der mon sker inde i cyberspace. Tænk det kun er dag 2.
Blodprøve svar
Ved lægen sidder jeg og kigger ud i luften. Her havde jeg normalt tjekket mobilen, ligesom damerne overfor mig gør i stilhed. Til mit held går der ikke lang tid, før sygeplejersken kalder mig ind. Efter hun har taget blodprøven, spørger jeg hende, om svaret kommer inde på portalsiden (den jeg ikke kan logge ind på uden MitID) “Ja”, svarer hun. Jeg ser allerede mit næste opkald for mig.
FOMO
Jeg savner ikke tidsfordrivelsen eller underholdningen. Det, der nager mig, er en følelse af FOMO (Fear of missing out). Frygten for, at der sker noget online uden mit vidende, er et svært aspekt af dette eksperiment for mig. Min krop er urolig, og tanken om at snyde uden at sige det til Mikkel dukker op fra tid til anden.
Nogle gange mærker jeg også mobilen vibrere i lommen. Når jeg gør, griber jeg om den, hvorefter jeg kommer i tanke om, at den ikke kan vibrere. Fantomvibrationer.
FOMO, Fear Of Missing Out, er en følelse af og en frygt for, at der sker spændende ting, som man ikke selv er en del af.
En rapport fra VIVE i 2023, som fokuserer på aldersgruppen 16-24 år, viser at hver femte unge har oplevet FOMO som et resultat af digitalt mediebrug. Det peger på, at unges FOMO-følelse er knyttet til, hvor meget de anvender sociale medier. Et højt forbrug af sociale medier er på den måde associeret med en hyppig følelse af FOMO. Desuden ses der en større risiko for nedsat psykisk velvære, hvis man har haft et større forbrug af sociale medier, i takt med at man er blevet ældre. Denne risiko er højere for piger end for drenge.
Søren Schultz Hansen, ekspert i digitale indfødte, fortæller, at generation digital (generationen der er vokset op i internettets tidsalder og med en mobil ved hånden) er den første generation, hvor det er vigtigere at være til tide end til stede.
Han kalder det tiltideværelse. Det vil sige, at det i højere grad er tiden og ikke stedet, der er en indikator for, om man er sammen. Stedet er ikke begrænset mere, fordi man ikke længere behøver at være fysisk sammen, for at kunne tale og bruge tid sammen. Den digitale generation er den første, som er født, i det Søren kalder en grænseløs verden. Den grænseløse verden og tiltideværelsen er blandt andet det, der sker, når man sidder ved middagsbordet og føler sig nedprioriteret, fordi ens sidemakker sidder, og skriver med nogen et andet sted.
Onsdag
Abstinenser
Onsdag formiddag ligger min telefon ved siden af min computer. Præcis ligesom min iPhone plejede. Gang på gang kommer jeg til at åbne klappen for så bare at stirre ind i et generisk baggrundsbillede af en eng. Jeg ved godt, at der ikke er kommet en SMS. For Doroens SMS-tone er temmelig aggressiv og indbyder mest af alt til at gøre mig pivflov i det offentlige rum. Min handling giver simpelthen ingen mening. Hvordan kan det være, at jeg stadig åbner min telefon, når jeg ved, der ikke sker noget på den? Er det abstinenser? Har årevis med en iPhone givet mig telefontics?
Jeg tror, min hjerne er ødelagt.
“Jeg kan sende den i en mail?”
På skolen kommer min veninde over til mig. Hun spørger: “Har du fået min sms?” Det har jeg ikke. Jeg tjekker klodset min indbakke, men jeg ved, at den ikke er kommet. Ellers havde jeg hørt det. “Nå, men jeg var ikke sikker på, om du havde fået den, så jeg har set dig en mail”, fortæller min veninde. Jeg griner. Nøj hvor er det besværligt. Hun efterspurgte min adresse. Det er første gang, hun skal se min nye lejlighed. Jeg svarer “Jeg kan sende den til dig på mail?”
Da hun går, tester jeg, om jeg kan få en besked igennem til hende. Min fingre arbejder klodset med det lille tastatur. Det bliver “Hej”. Det eneste ord jeg magter at skrive.
Mikkels symptomer er ikke ukendte. Psykolog og ekspert i digitale vaner David Madsen fortæller:
”Den stærkeste form for adfærdspåvirkning er noget indenfor associationsteorien, som hedder klassisk betingning.”
Klassisk betingning tager sin oprindelse i et forsøg af den russiske fysiolog Ivan Pavlov. Ivan ringede med en klokke for at tilkalde sine hunde, hver gang han gav dem mad. En dag gik det op for ham, at hundene begyndte at savle ved lyden af klokken, også selvom maden endnu ikke var sat frem.
”De forbinder klokkens ringen med mad, og derfor begynder de at savle”, fortæller David, og uddyber, at vores hjerner på samme måde forbinder telefonen med en belønning. Hvilket skaber vores behov for hele tiden at kigge på vores telefon.
Men den forbindelse behøver ikke være et permanent vilkår for vores hjerner:
”Over tid hvis klokken så ringer X antal gange, uden der efterfølgende kommer en belønning, så vil den her association udslukkes.”
Når min mobil ikke lavede notifikationer til mig mere, blev jeg nødt til at minde mig selv om ting på den gammeldags måde. Over sengen hang jeg en seddel, der huskede mig på at lave Duolingo hver dag /Alberte. Foto: Alberte Gry Thomsen
Torsdag
Et liv som analog
Ensomheden meldte sig, da jeg smed mig på sengen efter skole. Jeg har ikke set særlig mange venner i ugens løb. Jeg har ingen ide, om hvad, der sker ude i verden, og jeg har ikke kunne se min kæreste hele ugen. Hverken fysisk eller på Facetime.
Mine aftenplaner var også temmelig patetiske. Slik og film på en torsdag. Ikke fordi der er noget galt i det. Men nogle gange vil man gerne noget mere, og så er det en sølle trøstepræmie. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg er også træt, og det er nok for det bedste med en stille aften. En stille aften med en dumbphone er fandme bare også en stille aften.
Men hvem skulle jeg ringe til? Jeg har kun et begrænset antal numre på Doroen. Skulle jeg krakke mine venner?
Til mit store held, stod mit vindue på klem og pigerne fra fælleskøkkenet råbte mig pludselig op og bød på mad, øl og gæt og grimasser. Vi havde en pisse morsom aften. Og jeg er lykkelig for, at jeg ikke endte med at se en serie, som jeg ikke havde lyst til at se, imens jeg tjekkede op på, om der var sket noget nyt med den eng, som pryder Doroens baggrundsbillede. For sådan har jeg brugt mange aftener før – bevares ikke med en Doro. Men flere glæder giver instagram mig bare heller ikke. Lige nu er jeg bare en analogue guy in a digital world som Hank Moody i serien Californication fra 2000’erne, hvor verden stod på kanten af iPhonens gennembrud. Sådan har jeg det måske bedst. Eller det ved jeg ikke, det kan fandme være kedeligt og tomt uden min iPhone, som ligesom har stjålet mulighederne for at udfylde livets små åndehuller med ægte mening eller intim selvfølsomhed. En ting er jeg sikker på. De analoge glæder er de bedste. Det er dem, man husker. Fuck reels. Godnat.
Tanker fra sofaen
Sidste aften uden smartphone. Jeg glæder mig til at få den tilbage. Og dog. Jeg er også bange for at ende på præcis samme sted som før. Jeg har forestillet mig øjeblikket, hvor jeg tænder den igen. Jeg tror, det bliver med gensynsglæde og ærefrygt.
Det er gået op for mig, at min FOMO er gået over. Det, der er absolut sværest, er at undvære det praktiske.
Nogle dage opbyggede jeg en indre vrede mod den lille Nokia. Et par gange har jeg forestillet mig at tyre den ned i jorden, så den ville smadres.
Jeg kan sagtens se fidusen med at have en dumbphone, hvis blot de basale funktioner som opkald og SMS ikke var så besværlige. De eneste sms’er, jeg har skrevet, var det “hej” til min veninde og en smiley til min kæreste. Det er ikke holdbart.
Desuden kan jeg se, at jeg har fået svar på blodprøven i dag. Jeg har besluttet mig for ikke at ringe. Jeg venter med at tjekke, til jeg får min egen
mobil tilbage ; )
Mikkel: Hvordan tackler vi overgangen? Fordi lige nu tænker jeg lidt, at når jeg åbner min iPhone på fredag, så er jeg bange for, at jeg ikke har selvkontrollen til at lave skiftet. Jeg er bange for, at den bare overtage, og jeg vil få en skærmtid på fem timer på fredag, og så er jeg tilbage.
“Min oplevelse er, at man ikke skal bilde sig ind, at man kan lære at kontrollere det. Hvis man har svært ved det, så er det fordi, man har svært ved det. Og det er okay. Det er ikke et svaghedstegn. Der er alle mulige neuroforskere, som implementerer de her designs. Og derfor skal man ikke have dårlig samvittighed, hvis man ikke kan styre det. For det er meningen, at du ikke skal kunne styre det,” fortæller David Madsen. Han foreslår, efter eget eksempel, at man bruger sin smartphone i sit arbejdsliv, grundet dens mange nyttige funktioner, og at man derefter skifter SIM-kortet over i en dumbphone, når man har fri.
Søren Schultz har også et bud på, hvordan vores generation skal håndtere den grænseløse verden, som vi er født ind i:
“Grænseløsheden og tiltideværelsen er grundvilkår. Derfor er vi nødt til eksplicit at sætte nogle kunstige grænser og lave nogle aftaler for, hvornår vi bruger vores telefoner. Hvis vi ikke gør det, så er der ikke nogen grænser.”
Det kan være aftaler med sine venner om, at nu lægger vi lige telefonen den næste halvanden time, eller mens vi spiser.
Fredag
På fly for nu
Jeg vælger ikke at åbne min telefon, da klokken slår 10. Jeg føler, at jeg står foran et valg af livsstil. Som djævlen og englen på hver sin skulder. Valget føles mere absolut i mit hoved, end det måske er.
Fredag eftermiddag får jeg besøg af min kæreste, og jeg vælger derfor ikke at åbne min telefon, da jeg gerne vil være til stede med hende. Men jeg åbner den alligevel et par timer senere, da vi skal ud at gå. Jeg holder den på flytilstand. For jeg vil kun bruge den til at tage billeder. Noget jeg har savnet i ugens løb.
Jeg har ikke brug for den lige nu
Da jeg ser, at klokken er 10.02, og at vi ifølge kontrakten gerne må tænde mobilen, vælger jeg ikke at gøre det. Jeg havde glædet mig hele morgenen til at gøre det, men da det endelig kommer til dertil, finder jeg ud af, at jeg jo ikke har brug for den lige præcis nu. Så jeg lader den ligge. Hvis jeg tændte den, ville jeg ikke kigge på noget vigtigt, så hvorfor gøre det?
Et sted mellem 15 og 16 om eftermiddagen fjerner jeg skærmen fra den lille Nokia 2330, tager simkortet ud og sætter det over i min iPhone.
Inden længe er Duolingo tilbage med notifikationer om, at jeg skal huske at øve fransk. Min finger klikker også ind på Facebook, hvor jeg kan se, at der er en del ting, som kræver min øjeblikkelige respons. Blandt andet et Polterabend, jeg nok aldrig ville have kendt til, hvis ikke jeg havde en Facebook profil. Jeg ser også, at en køber fra Facebook Marketplace har forsøgt at få fat i mig for et par dage siden. Det er rart at kunne svare folk igen.
Epilog Mikkel
Der er nu gået et par dage siden, at vi fik vores telefoner tilbage. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde gennemtrawlet mit feed en enkelt gang eller to – for det har jeg.
MEN. Jeg har også været i stand til at lægge den fra mig. Behovet for den har været mindre, og jeg har taget på dagsture helt uden at have den med, og helt uden at mangle den.
Det, der står klarest for mig fra projektets forløb, er noget, som David fortalte os under interviewet. Nemlig at vores digitale dopamin-stimuli nedsætter følsomheden for dopamin i den virkelige verden. Så på grund af et utal af digitale glæder, så bliver jeg mindre glad over de virkelige øjeblikke. Det har skræmt mig fra vid og sans. Jeg vil ikke se tilbage på et liv, hvor mine største øjeblikke er digitale, altså falske.
Fremover vil jeg bruge min telefon til den praktiske afhængighed. For en iPhone er også ret genial til mange ting, særligt mit sociale liv, som oftest arrangeres via Facebook-begivenheder og Messenger-tråde. Jeg har brugt en huskeregel de sidste par dage, og den vil jeg forsøge at komme i hu – også selvom David siger, at det kan jeg nok ikke. Den går ud på, at hver gang jeg åbner min telefon, så spørger jeg mig selv, hvad jeg skal bruge den til. Og så tjekker jeg kun det, som jeg skal tjekke, og hopper ikke videre på Instagram, og ser reels i ti minutter. Måske det lykkes…
Epilog Alberte
Jeg troede, at eksperimentet ville blive sværere, end det viste sig at være. Jeg havde tænkt, at afhængigheden til de sociale medier ville være den største afhængighed, men det viste sig at være den praktiske.
Efter at have fået den tilbage sætter jeg igen pris på alle de funktioner, der hjælper mig i hverdagen. Nu bruger jeg den mere bevidst, når jeg bruger den, og jeg spørger ofte mig selv om, hvilket formål jeg bruger den til. Jeg tror, at den øgede bevidsthed er det vigtigste, jeg tager med mig fra forsøget.
Jeg har fundet ud af, at jeg godt kan undvære en smartphone, men det jeg mister ved at gøre det, vejer tungere end det gode. Der synes jeg personligt, ikke at det er det værd.
Namaste / Alberte